Danmark

Forløb #1:
Hvem er min næste? Forløb #2:
NIMBY Forløb #3:
Fattigdom Mere viden High five

Forløb #2: Nimby – Not in my backyard

Er der plads til alle?

Foto: Vibeke Lind

Foto: Vibeke Lind

Dagsorden

  1. Fordele og ulemper ved varmestuen?
  2. Hvad vil der ske, hvis varmestuen lukker?
  3. Hvordan imødekommer varmestuen bedst naboernes gener?
  4. Hvordan kan man styrke dialogen mellem naboer og varmestuen?
  5. Hvad bidrager varmestuen med i forhold til lokalmiljøet?
  6. Hvis varmestuen skal flyttes, hvor skal den så flyttes hen? Og hvad er argumenterne for det?
  7. Er der grænser for, hvor meget man skal hjælpe et menneske? Og i så fald hvor går grænsen?
  8. Er det nødvendigt, at det er Kirkens Korshær – og altså en kristen organisation – der driver varmestuen?
  9. Betyder troen på Gud, at man ser på mennesker på en anden måde end ellers?
  10. Hvordan elsker man sin næste, når næsten er socialt udsat?
  11. Kunne beboerne bidrage til varmestuens drift? Og i så fald på hvilken måde?
  12. Konklusion: Er der plads til alle?

Personer


  • 34 år. Mor til Alfred på fire og Augusta på to. Bor i en lejlighed lige ved siden af varmestuen. [Uddannet sygeplejerske. Har boet i området i seks år. De første år følte hun sig ikke utryg i området, men nød fornemmelsen af at bo midt i byen med masser af liv. Efter hun har fået børn, ser hun pludselig anderledes på det. Hun drømmer om, at børnene bare kan løbe ud og lege, uden at de hele tiden skal være under opsyn. Er derfor også træt af ofte at skulle være vidne til kriminalitet lige uden for vinduet.]


  • 60 år. Ansat ved kommunen i afdelingen for hjælp til socialt udsatte. [Det er Kelds ansvarsområde at være med til at give penge til varmestuer og andre sociale tiltag. Afdelingen har fået at vide, at man skal spare to millioner kroner i løbet af det næste år. Keld og hans kolleger er derfor meget opmærksomme på, om kommunens penge bliver brugt rigtigt. En af de ting, der kan gøres for at spare penge, er at lukke en varmestue, hvilket ville give en besparelse på ca. to millioner kroner.]


  • 56 år. Korshærspræst. [Bor ikke selv i området, men i en villa i en forstad til byen. Han kommer ofte i varmestuen i forbindelse med sit arbejde og kender mange af de mennesker, der kommer der. Afholder også ofte Korshærsgudstjenester i en kirke i nærheden, hvor der kommer mange hjemløse eller andre udsatte. I sine prædikener understreger han ofte, at ethvert menneske har umistelig værdi i Guds øjne, og at Guds nåde og tilgivelse betyder, at en ny begyndelse altid er mulig.]


  • 46 år. Leder af varmestuen. [Uddannet socialrådgiver, men blev hurtigt træt af al bureaukratiet og af hele tiden at komme til kort over for de mennesker, der bad om hjælp. I varmestuen er hun glad for at kunne tilbyde brugerne noget konkret: Varm mad, kaffe, rent tøj (genbrugstøj) eller en tør sovepose, og først og fremmest nærvær og omsorg for de mennesker, der kommer. Vil gerne have gjort kommunen og politikerne opmærksomme på, at der er behov for et toiletskur uden for varmestuen. Hun vil også gerne have oprettet et fixerum, hvor stofmisbrugere kan tage deres stoffer i fred fra politiet, og hvor kanylerne kan blive smidt væk efterfølgende, og hvor der også er en sygeplejerske ansat til at hjælpe.]


  • 37 år. Bor tæt ved varmestuen i en lejlighed sammen med sin kæreste, der er gravid. [Arbejder som kommunikationskonsulent i et IT-firma. Udtrykker ofte den holdning, at folk, der lever på gaden eller i misbrug, bare kan tage sig sammen, og at de nasser på samfundet. Er inderst inde først og fremmest dødsensræd for narkomanerne, og vil gerne hurtigst muligt have varmestuen lukket.]


  • 73 år. Har boet i området i mere end 40 år og har oplevet mange forskellige mennesker flytte ind og ud. [Er pensioneret skolelærer og enke. Mener, at det hører med til livet i byen, at mange forskellige mennesker lever tæt op ad hinanden. Har aldrig følt sig bange for at bo i området. Kommer også ofte i den lokale kirke og hører Korshærspræsten, som hun dog nogle gange synes bruger lidt for mange fine og uforståelige ord. Opfatter ordet ”synd” som et udtryk for, at alle mennesker er uperfekte, og derfor ind imellem også går i vejen for hinanden. Mener, det er Guds vilje med mennesket, at man skal elske sin næste – uanset hvem denne næste er.]


  • 38 år. Bor tæt ved varmestuen i en lejlighed. [Single. Læge. Nabo til Suzanne. Opfatter sig selv som et tolerant og fordomsfrit menneske. Holder meget af at rejse og besøge nye steder og fremmede kulturer og synes det er vigtigt, at mennesker er forskellige. Kan dog også godt se sagen fra Suzannes side, og forstår godt, at det kan være svært at bo her med børn. Mener, det er uretfærdigt, at børnene skal få deres legemuligheder begrænset, fordi der fx ligger kanyler og flyder. Er dog i tvivl om, hvad han skal mene om hele den her sag og bryder sig ikke om, at nogle mennesker skal sendes væk fra et område.]


  • 43 år. Politiker i byrådet. [Er rådmand for det sociale område i kommunen, altså en slags borgmester for sociale problemstillinger. Partiets grundholdning er, at samfundet skal tage ansvar for de dårligt stillede ved at stille mange tilbud til rådighed. På den anden side er den bydel, hvor varmestuen ligger, et område hvor mange mennesker stemmer på hans parti, men hvor mange samtidig mener, at der er en grænse for, hvor meget man skal hjælpe socialt udsatte. Især er mange imod en ’for’ blød holdning over for kriminalitet. Hassan er derfor splittet i forholdet mellem partiets grundholdning om, at de udsatte skal hjælpes, og så det faktum, at mange af bydelens vælgere mener, at der er en grænse for samfundets ansvar for de dårligst stillede. Han vil jo også gerne vælges igen ved næste valg.]


  • 26 år. Frivillig i varmestuen. [Studerer tysk og billedkunst på universitetet. Har ikke tænkt over, om han tror på Gud, men synes, at det føles godt at hjælpe andre. Mener at det er samfundets skyld, at nogle mennesker ender som stofmisbrugere. Er vred over, at ingen af varmestuens brugere er indkaldt til mødet, da det jo er dem det i høj grad handler om.]


  • 40 år. Ordstyrer. [Arbejder til daglig som fuldmægtig ved kommunen. Får ofte at vide, at hun er ret skrap, og er derfor god til at være den, der sikrer, at diskussioner ikke løber af sporet, at talerækken overholdes, at ingen afbryder hinanden og at der ikke er nogen, der taler for længe.]

Livshistorier fra varmestuen

Historierne bygger på virkelige hændelser, men navne og nærmere omstændigheder er anonymiseret.

  • Peter blev født ind i en ganske almindelig familie, med en søster og en mor; faderen var rejst til sit hjemland, hvor han levede som kunstner, og han havde ingen kontakt til sine børn eller sin tidligere kone.

    Peter fik en skoleuddannelse og tog ud at sejle. Han fik uddannelse som matros og var meget glad for sit arbejde. Han fik meget fine anbefalinger fra rederierne, når han afmønstrede. På en af de mange sejlture, var han udsat for en arbejdsulykke, som gjorde, at han ikke var i stand til at arbejde som matros længere; drømmen om at rejse på verdenshavene sank i grus. Han rejste fra Danmark til et feriested sydpå; så smagte det da lidt af at rejse på havene.

    Han fik sin pension, så rent økonomisk led han ikke nød, men det blev en hverdag med et stort misbrug af alkohol. En gang imellem ringede han hjem til sin mor og søster. En dag ringede søsteren og fortalte, at moderen var ret syg, hun syntes, at han skulle komme hjem, inden det var for sent. Men han var alt for påvirket til at kunne rejse hjem, og en dag blev det for sent med at besøge sin mor. Hun døde.

    Når man kommer ind fra gaden, hvor man har opholdt sig meget udenfor; ja så slår varmen én lige i ansigtet og trætheden melder sig.Eva, frivillig

    Den dag han dukkede op i Danmark igen, var moderen blevet begravet og søsteren var vred på ham, hun ville ikke have noget med ham at gøre. Da begyndte hans liv på gaden. Han fik sin pension, men pengene blev brugt til alkohol og stoffer. Han begyndte også at få det psykisk dårligt; det var hårdt at sove på gaden, men når han en gang i mellem havde fundet en plads på et herberg, gik der ikke ret lang tid før han blev smidt ud igen, for han havde svært ved at overholde de få regler, der var.

    Eva, der er frivillig i varmestuen, fortæller:
    »Da jeg mødte Peter, trængte han til et bad, noget rent tøj, og måske allermest til at snakke. Fortælle om alle de ting, han havde været igennem, de mennesker han havde svigtet, om det stigende misbrug, og om, hvor dårligt han havde det psykisk. Nogle gange var det svært at tale sammen, når vi mødtes, hvis han var meget påvirket, men andre gange var det nok at sige ”hej” og sige hans navn, når vi mødtes, så vidste han, at jeg godt kunne huske ham og hans historie. Varmestuen er blevet det sted, hvor han kommer og spiser, tager sig et bad og får noget rent tøj. Nogle gange falder han i søvn henne i hjørnet på stolen, for når man kommer ind fra gaden, hvor man har opholdt sig meget udenfor; ja så slår varmen én lige i ansigtet og trætheden melder sig.«

  • Bettina voksede op sammen med sin storebror i et hjem, hvor faderen gennem mange år var alkoholiker og bl.a. derfor også voldsom og uberegnelig.
    »Vi skulle altid være stille. Vi vidste aldrig, hvilket humør han var i, og han slog både os og vores mor… Heldigvis blev mine forældre skilt, da jeg var godt 9 år. Han døde for nogle år siden. Ensom og afhængig af alkohol. Det var sjældent, vi havde kontakt til ham.«

    Ja, det er rigtig opmuntrende for mig at komme ud blandt ligestillede. Der er altid nogen, der vil tage sig af børnene – eller som på anden vis er omsorgsfulde.Bettina

    Bettina stoppede i skolen efter 9.klasse. Hun ville gerne have været pædagog, men var skoletræt og kom ud på arbejdsmarkedet, først som ung pige i huset, siden på fabrik og som rengøringshjælp. Hun blev gravid og med graviditeten fulgte sygdom, først bækkenløsning, siden fibromyalgi og depression.

    Bettina har været med i Kirkens Korshærs familiearbejde siden begyndelsen af 2000. Hun og hendes to børn har stort set været med til alle de arrangementer og udflugter, der har været. Hun føler sig i den grad hjemme hos Kirkens Korshær, også på en dårlig dag, hvor smerter eller tristhed plager hende:
    »Ja, det er rigtig opmuntrende for mig at komme ud blandt ligestillede. Der er altid nogen, der vil tage sig af børnene – eller som på anden vis er omsorgsfulde. Ja, det er faktisk der, jeg har mine venner.«

  • Der er noget huleagtigt over lejligheden. Den er mørk, persiennerne er trukket for. Tøj og legesager er stablet op i entreen, cyklen er også trukket herind, og døren er forskanset med sikkerhedslåse. Selv er hun hyllet ind i et varmt tæppe. Hun er ikke begejstret for området eller de folk, der bor der, alligevel har hun boet her ad flere omgange, både som barn og voksen.

    Hun er 48 år og for tiden uden samlever eller kæreste. Hun har sine tre børn anbragt i familiepleje. De er 14, 12 og 10 år. Gitte er selv nummer fire ud af en søskendeflok på syv. Hendes tvillingebror døde af kræft, da de var 6 år. Moderen var hjemmegående. Faderen var ansat på Cementfabrikken, men blev senere arbejdsløs, da betonen for alvor tog over. På et tidspunkt måtte de forlade selvbyggerhuset og bo i barakker i tre år. Det var stramme tider og der var ofte voldsomme skænderier derhjemme. Faderens hang til alkohol tog til, moderen fulgte i perioder godt med. De blev senere skilt.

    Gitte klarede barndomsårene og tog HF, ville gerne i lære, men faldt ned fra en stige og brækkede ryggen, forsøgte sig i stedet med læreruddannelsen. Men det var svært for hende at være studerende.

    Jeg klarer jo det med børnene… De er selvfølgelig fortsat i familiepleje, men er hver især herhjemme en dag om ugen. Og det fungerer godt.Gitte

    »Efter to år gik jeg fuldstændig ned. Undervisningen var alt for abstrakt. Jeg er altså bedre til det mere konkrete. Mit hoved var simpelthen ved at sprænges. Det var et hårdt miljø, for du er i den grad alene, og du føler dig let dum. Som 24årig flyttede jeg sammen med en mand – en rigtig lus. Han var både kriminel og misbruger. Upålidelig og voldsom. Jeg fik tit bank. De år er jeg aldrig rigtig kommet mig over. Det endte også med, at jeg i små fire år gik på gaden. Med det, som deraf følger. Jeg blev til sidst indlagt på Psykiatrisk Sygehus. Jeg blev bombarderet med medicin og tog 40 kg på. Efter de ca. 9 måneders ophold på Psykiatrisk Sygehus så ramlede jeg på ny ind i en træls mand. Han var også misbruger og voldelig – ja den slags kærester har jeg haft hele tre af. For at holde dem ud, så har jeg hver gang drukket tæt. Jeg har haft svært ved at bryde ud, bange for savn og tristhed. På et tidspunkt kom børnene jo. Trip-trap-træsko. Efter den sidste fødsel blev jeg syg og fuldstændig nedkørt. Ti gange lungebetændelse på et år og til sidst KOL. Så kunne jeg ikke mere…«

    Derfor kontakter Gitte kommunen for at få en aflastningsfamilie til børnene. Det ender med en familiepleje.

    »Jeg klarer jo det med børnene… De er selvfølgelig fortsat i familiepleje, men er hver især herhjemme en dag om ugen. Og det fungerer godt.«

    Gitte og børnene kommer fast i Kirkens Korshærs familiearbejde. Hun føler sig godt tilpas og hjemme her.

    »Det er ikke et systemskabt sted. De mennesker, der færdes der – både ansatte og brugere er deltagende og slet ikke dømmende. De trækker sig ikke ved at se sår og sorg… Der bliver man i stedet mødt med accept. Jeg oplever dem som mine venner. Rigtig trygge og gode at kende …«